Gå til indhold

Om Skolevalg

Skolevalg er et 3 uger langt undervisningsforløb tilrettelagt som et folketingsvalg for elever i 8., 9. og 10. klasse.

Skolevalg finder sted hvert andet år og bliver arrangeret af Folketinget og Børne- og Undervisningsministeriet i samarbejde med Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

3 intense uger i januar

Skolevalg 2026 bliver udskrevet søndag den 11. januar 2026. Dermed begynder det 3 uger lange undervisningsforløb, hvor eleverne arbejder med politiske mærkesager og øver sig i at argumentere, og hvor de kan deltage i debatter med ungdomspartierne.

På valgdagen, torsdag den 29. januar 2026, bliver der udleveret valgkort og stemmesedler, og eleverne sætter kryds ved det parti, de er mest enige med. Det hele slutter med en valgfest på Christiansborg, hvor det endelige valgresultat bliver offentliggjort. Valgfesten bliver sendt live på Folketingets tv.

Alle kan være med

Alle skoler med 8., 9. og 10. klasse kan være med i Skolevalg. Skoler kan tilmelde deres klasser til Skolevalg 2026 fra april og frem til den 1. december 2025.

Der deltager sædvanligvis omkring 70.000 elever fra skoler i hele Danmark i Skolevalg.

Demokratisk engagement

Det overordnede formål med Skolevalg er at øge elevernes demokratiske engagement, styrke deres politiske selvtillid og forberede dem på at deltage i det repræsentative demokrati.

Skolevalg giver eleverne erfaring med, hvad det vil sige at danne sig en politisk holdning, og de får erfaring med at argumentere for deres holdninger.

Om undervisningsforløbet

  • Skolevalg forløber over 3 uger i januar. Undervisningsforløbet er på 3 moduler af 6 lektioner i alt.

  • Undervisningsmaterialet til Skolevalg er udviklet i overensstemmelse med »Fælles Mål« i samfundsfag og kan indgå tværfagligt med undervisningen i dansk.

  • I undervisningsforløbet arbejder eleverne med politiske mærkesager og øver sig i at argumentere, og de kan deltage i debatter med ungdomspartierne, hvis deres skole ønsker dette. Til slut sætter eleverne deres kryds på en stemmeseddel ud for det parti, de er mest enige med.

  • De politiske mærkesager indstilles omkring et års tid før hvert Skolevalg af ungdomspartierne. Hvert parti kan komme med ønsker til mærkesager, der udtrykker partiets holdning. Folketinget, Dansk Ungdoms Fællesråd og Børne- og Undervisningsministeriet vælger i fællesskab og på baggrund af ungdomspartiernes ønsker de mærkesager, der skal indgå i det kommende Skolevalg. Ved indstilling og sortering af mærkesager bliver der lagt vægt på, at undervisningsmaterialet samlet set skal præsentere en bred vifte af forskellige politiske temaer og synspunkter fra alle opstillingsberettigede partier i et overskueligt undervisningsmateriale, der skal passe til undervisningen af elever i 8.-10. klasse og give et engagerende undervisningsforløb.

  • Mærkesagerne bliver præsenteret for eleverne på skolevalg.dk. Undervisningsmaterialet består af en tekst på 1.000 tegn, der argumenterer for mærkesagen, et modargument til mærkesagen på 250 tegn, en video på 1-2 minutter med en talsperson, der argumenterer for mærkesagen, 3-4 faktaoplysninger og 3 henvisninger til tekster, hvor eleverne kan læse mere for og imod mærkesagen.

  • I Skolevalgs første uge vælger eleverne hver 2-3 mærkesager, som de arbejder med i undervisningen. De kan til hvert Skolevalg vælge mellem 20-24 mærkesager. I Skolevalgs anden uge øver eleverne sig i at argumentere for og imod deres valgte mærkesager uden at vide, hvilke partier mærkesagerne er koblet til. Det er for, at eleverne skal danne sig deres egen mening om de mærkesager, de vælger, før de finder ud af, hvad de politiske partier mener. I Skolevalgs tredje og sidste uge bliver eleverne præsenteret for partiernes holdninger til mærkesagerne. I denne uge er der også debatter med ungdomspartierne på de skoler, der vælger at have et debatarrangement. Forløbet slutter med selve valghandlingen. Valgresultatet bliver offentliggjort ved en valgfest på Christiansborg. Den bliver sendt live på Folketingets tv.

  • Skolerne kan vælge at holde et debatarrangement med ungdomspolitikere. Et debatarrangement har typisk en varighed på 1 time. Skolerne vælger selv, hvilke 3 mærkesager ud af det samlede katalog der skal være centrum for debatten på deres skole. Til hver debat er der repræsentanter for 6-12 ungdomspartier. Der er afsat 20 minutter til debat af hver mærkesag. Skolerne skal selv stille med en moderator/ordstyrer til debatten. På de fleste skoler er det en lærer, der påtager sig opgaven.

  • Hvis skolerne ønsker det, kan de tilvælge en såkaldt markedsplads, hvor eleverne efter debatarrangementet har mulighed for at tale videre med unge fra partierne om deres synspunkter.